Forestil dig at mødes med andre for at lære om biernes fantastiske verden – hvad sker der i bistadet, hvorfor er bierne så vigtige, og hvordan laver du din egen honning. Herning og omegns biavlerforening står nu klar med et nyt begynderkursus for kommende biavlere.

Et summende bistade i haven giver naturoplevelser, bedre bestøvning af frugttræer og mulighed for hjemmelavet honning – for blot at nævne nogle eksempler. Men det kræver viden at holde bier, og den kan du få, hvis du “går til bi” på foreningens begynderkursus, som starter den tirsdag 28. april. Herefter mødes deltagerne hver tirsdag frem til september for at lære om bier og biavl i både teori og praksis.

“Vi har nogle virkelige hyggelige og lærerige aftener i foreningen. Det er fantastisk at opleve hvor begejstrede deltagerne bliver af biernes verden”,

Bier i teori og praksis

Kurset begynder med teori, hvor deltagerne blandt andet lærer om biernes liv i et socialt samfund, nødvendigt materiel til biavl samt høst og behandling af honning. Derudover får kursisterne viden om biernes afgørende betydning for bestøvning af landbrug, haver og natur.

Når foråret er i gang, rykker kursisterne ud i skolebigården. Her lærer deltagerne gennem sommeren at passe en bifamilie i praksis. Efter kurset har deltagerne det nødvendige grundlag for at starte deres egne bistader op i haven.

En verden åbner sig

Livet i bistadet er fyldt af overraskelser. En bifamilie består typisk af én dronning og op til 50.000 arbejderbier. Dronningen lægger op mod 2.000 æg om dagen, mens arbejderbierne udfører en lang række opgaver afhængigt af deres alder – fra rengøring og voksproduktion til indsamling af nektar og bestøvning af blomster. Og så danser bierne for hinanden, når de skal kommunikere!

“Det overrasker de fleste hvor fascinerende et bisamfund er. Eller man har måske hørt noget om det, men aldrig troet på det, og pludselig oplever man det med egne øjne i sin egen have”.

Tid og sted

Begynderkursus i biavl starter tirsdag den 28. april kl. 19:00 på Løvbakkevej 30, 7400 Herning

Pris: 910 kr
Ud over kurset får du din helt egen bifamile med hjem til efteråret, du skal selv købe stadet bierne skal bo i.

Spørgsmål? Kontakt:

Formand Hans Nedergaard-Hansen, tlf.: 61379767
hans.nedergaard.hansen@gmail.com

Kategorier: Nyheder